31 okt 2016
oktober 31, 2016

DGA-ugen 2016

0 kommentarer

Det er med stor glæde, at vi kan invitere til DGA Ugen 2016!
 
DGA og Sandmoseskolen byder velkommen til en uge, hvor vi prioriterer faglig viden, videndeling og socialt samvær.

Så kan I godt sætte kryds i kalenderen, ja, faktisk kan I sætte fire krydser. Afsæt noget af mandag, hele tirsdagen og onsdagen, samt en god bid af torsdagen i uge 46, til nogle lærerige, sjove, hyggelige og forhåbentlig inspirerende dage.

Igen i år er det Rønnes Hotel, Slettestrand, som danner rammen for disse 3 – 4 dage, som naturligvis indeholder den yderst vigtige generalforsamling, med den ikke mindre vigtige festmiddag bagefter. Alene dette burde kunne lokke de fleste af huse. Men… Er det ikke nok, så tjek lige programmet ud.
Download program her

Vi har været godt rundt i krogene for at finde interessante og aktuelle emner. Vi har også været langt ude i krogene af landet, for at finde de mennesker, som hver især har erfaring og viden om de emner, vi skal gennemgå. Vi har også måtte søge udenfor landets grænser på nogle enkelte områder, hvor det har været nødvendigt.

Hvad er det så, vi blandt andet byder på?
– De store regnmængder, der er faldet gennem de senere år, har på en del baner givet problemer. Prognoser viser, at det kun bliver værre fremover. Derfor har vi et tema om dræning, med fokus på fairways, hvor vi skal kigge på vandets bevægelse i jord, materiale – og maskinvalg mm, samt høre om praktiske erfaringer af et par af vores kolleger. Så, har DU styr på vandet?
– En ting er at kunne komme af med vandet. Men nogle gange har vi brug for mere vand end det, som kommer af sig selv. Mange baners vandingsanlæg er ved at nå den alder, hvor der kan opstå mange nedbrud. Hvordan griber vi det an, hvis vandingsanlægget er nedslidt? Skal vi skifte alt på en gang? Eller over en årrække? Og i hvilken prioritering? Det vil Joakim Ström, Rainbird hjælpe os til at blive klogere på.
– Et andet emne, som er blevet lidt trendy i år, er brugen af kompost te og andre biologiske ting, som efter sigende helt, eller delvist, kan erstatte brugen af fungicider. Til dette tema har vi inviteret Ian Macmillan, fra Skotland, som er passioneret brygger, til at dele noget af sin viden med os. Men der er mange andre, som har en mening og holdning til dette emne, så se frem til nogle spændende timer.
– Vi kigger på, hvordan vi som greenkeepere, kan være med til at skabe et godt flow på banen via den måde vi sætter banen op på. Det vil den internationale golfbanearkitekt, Paul Jansen, lede os igennem.
– Der er nyt fra STERFF ved Stefan Nilsson, Jonas Meyer fra DGU vil fortælle lidt om ”Golfspilleren i centrum” og meget andet.
– Bestyrelsen for DGA vil gerne vide, hvad der rører sig ude på banerne. Hvad er de største udfordringer, hvor skal I kæmpe ekstra hårdt, er der noget som bestyrelsen bør fokusere på, noget som den kan bringe videre til andre, højere instanser? Spørgsmålene og udfordringerne er mange, det ved vi. Vi kender bare ikke dem alle. Hjælp os med at blive bedre til at hjælpe jer, til at tale jeres sag.
– Annie Sønderby, AMU Nordjylland har lovet at arrangere en aften med underholdning, som bowling med mere. Det er givet, at det vil blive arrangeret med helt fair delte hold – med plads til alle.

Download information her

Glæd jer – det gør vi!

Venligst
Martin Nilsson og Jesper Kristensen, DGA