Vi søger til den kommende sæson en ny chefgreenkeeper til Greve Golfklub.
Måske har du erfaring fra en lignede stilling eller også er du klar til at tage springet videre som chef.
Vi forventer, at du går forrest i greenkeeperteamet og tager ansvaret for den daglige drift af golfbanen.
Vi forventer desuden, at du er god til at strukturere arbejdsdagen i form af arbejdsplaner på både kort og lang sigt samt optimere driften bedst muligt. Du vil opleve stor grad af frihed i hverdagen til at nå de mål vi i fællesskab har sat.
Ved siden af den daglige drift udvikler vi løbende på golfbanen, vi har således i 2023/2024 anlagt 15 nye teesteder. I ydersæsonen har vi fokus på optimering af dræn og vandingsanlæg for at imødekomme klimaforandringerne.
Der er ikke langt fra tanke til handling og du har alletiders mulighed for at påvirke hvilke udviklingstiltag vi skal sætte i gang.
Greenkeeperteamet består i sæsonen af 5 mand inkl. elev. Der er pt. 3 mand og inden sæsonstart 2025 skal du være med til at ansætte 1 helårsansat greenkeeper mere.
Om golfbanen
Golfbanen består af 18 huller og 3 små huller på par 3 banen. Den er anlagt med rødsvingel græs og vi ser det som en fordel, at du har arbejdet med rødsvingel græs tidligere.
Golfbanen er fra 2005 og dermed stadig ”ung”. Du får ansvaret for en golfbane i god stand og vi forventer du fortsætter den gode udvikling, der har været i gang de seneste 10 år.
Vi er en mindre organisation med masser af plads til humor og smil – også i en til tider travl hverdag.
Der er et godt samarbejde mellem alle de ansatte i hele huset og vi mødes dagligt til frokosten i restauranten.
Golfklubben har ca. 1400 medlemmer. En stor del af dem er meget aktive og banebelægningen er høj. Der bliver spillet golf året rundt til sommergreens. Det bliver årligt til mellem 35 – 40.000 golfrunder.
Medlemmerne er glade for at komme i golfklubben og også meget aktive i det frivillige arbejde. Der er god stemning og et godt socialt liv i klubben.
Har dette korte stillingsopslag vakt din interesse?
Vi glæder os til at modtage din ansøgning og vise golfklubben frem.
Samtaler holdes løbende og indtil den rette er fundet. Opstart efter aftale – dog senest 1. marts 2025.
Send din ansøgning til Golfmanager Stine Kiel Larsson på stine@grevegolf.dk
Del dette indlæg