23 maj 2019
maj 23, 2019

Toro Student of the Year 2019

0 kommentarer

Magnus skal til St Andrews

23/05 – 2019 | Henrik Søe

Made in Denmark-trofæet uddeles først søndag eftermiddag, men allerede torsdag eftermiddag blev der fundet en vinder i Himmerland.

Her blev Magnus Kvistgaarden fra Hørsholm Golf Klub kåret som årets danske greenkeeperelev ved et arrangement på greenkeepergården i Himmerland Golf & Spa Resort. Udover titlen som “Toro Student of the Year” kan den 20-årige elev se frem til en oplevelse for livet, idet prisen indebærer et fire ugers praktikophold i St. Andrews til efteråret. En drøm for enhver greenkeeperelev med ambitioner.

– St Andrews er stedet at være, og det bliver en kæmpe oplevelse. Jeg er meget stolt over den her anerkendelse, og prisen er bare med til at bekræfte mig i, at jeg har valgt rigtigt med min uddannelse, siger en glad Magnus Kvistgaarden, som overbeviste dommerpanelet med sin store viden om alle greenkeepingens facetter og sin præsentation af en fire-årig plejeplan for anlægget i Hørsholm.

Magnus Kvistgaarden blev allerede i sin folkeskoletid klar over, at han skulle gå greenkeepervejen. Efter et praktikophold i Furesø Golfklub søgte han ind på greenkeeper-uddannelsen, som han efter planen afslutter med en svendeprøve i oktober.

– Det falder muligvis sammen med min tur til Skotland, men mon ikke vi kan finde ud af at løse det, lød det fra årets Toro Student of The Year.

Udover Magnus Kvistgaarden bestod finalefeltet af Christoffer Jepsen fra Aalborg Golf Klub, Bo Werenberg, Hjørring Golfklub og Morten Andersen fra Frederikssund Golfklub, som alle modtog hædrende omtale, da formanden for Danish Greenkeepers Association, Jesper Kristensen, talte til de mange fremmødte på den solbeskinnede greenkeepergård i Himmerland.

Det var ottende år, at Toro Student of The Year blev kåret i Danmark. Arrangementet er et samarbejde mellem de danske grønne fagskoler, Vilvorde og Sandmosen, og Danish Greenkeepers Association (DGA), der med finansiel støtte fra Reesink Turfcare DK i fællesskab sørger for at danske greenkeeper studerende-studerende får mulighed for at opnå titlen Toro Student of the Year – Danmark.

https://www.golf.dk/nyhed/magnus-skal-til-st-andrews?fbclid=IwAR0r1tkhpHqdYuwz8Vy80XTAIaZbNv4FkN93Y9vJ5t1-dithTqEO9egz3gA