FØLG OS

Kontakt

+45 4275 3000

DGA
Kirkedalsvej 6
8732 Hovedgård

dga@greenkeeper.dk

Lidt uorden levner plads til flere bier i Sorø

18. juni 2020

Sorø Golfklub og Danmarks Biavlerforening fik et tilskud fra Golfsportens Natur- og Miljøfond til at lokalisere og forbedre leveforholdene for bier på golfbanen. Projektet har nu tre måneder på bagen, og indtil videre har man registreret tyve forskellige bi-arter på klubbens 56 hektar.

Bierne har været et varmt emne i de senere års miljødiskussioner. Der er stadig heftig debat om antallet af bier, og hvad et eventuelt fald i bestanden kan skyldes. Alt fra skadedyrsbekæmpelse i landbruget til stråling fra mobilmaster har været nævnt som mulige årsager til et muligt fald i bestanden. Men måske deler bierne blot skæbne med gråspurvene, der er blevet halveret i antal de sidste 40 år. De velordnede og snorlige kulturlandskaber, hvor der er meget lidt plads til uorden, gør det sværere for både bier og gråspurve at finde steder at fouragere og formere sig.

Naturskøn bane med plads til kvas og ”ukrudt”

Uorden er netop en af indsatsområderne i Sorø Golfklub. Der er blevet mere plads til kvasbunker, højt græs og vilde blomster, siden klubben indledte samarbejdet med Danmarks Biavlerforening.

”Vi har i forvejen en bane, der er naturskøn, for her er ingen jernbane- eller motorvejsstøj i det fjerne, og der er heller ingen højspændingsmaster, som ødelægger udsynet. Det har givet en ekstra naturoplevelse, at der er plads til lidt kvas og vilde blomster ved vores stendiger”, siger chefgreenkeeper i Sorø Golfklub, Jens Christian Andersen.

De orange veste

Han vedkender, at det næppe er alle spillere, der bemærker forandringerne. For nogle er kvaliteten af selve banen det vigtigste, og den holdes på det vante niveau.

For de fleste spillere har det eneste synlige tegn på projektet været de mænd og kvinder i orange veste, der to gange om måneden henholdsvis har opsat og tømt fælderne. Fælderne bliver opsat én gang om måneden og tømmes én uge senere. De er opsat for at registrere de biarter, der besøger golfbanen, ligesom man noterer, hvilke blomsterarter der er i nærheden af fælderne. På den måde kan man få værdifuld viden om, hvilke blomsterarter der tiltrækker hvilke bier. Selve den registrering står Biologisk Institut på Københavns Universitet for.

”Ved indsamlingen i april registrerede de 121 bier af tyve forskellige, vilde arter. En enkelt af bierne tilhørte en særlig sjælden art. Det er lidt vildt, at vi har så mange forskellige bier, for det anede vi jo ikke noget om. Det indikerer, at vi har udviklet et sundt og frodigt miljø omkring golfbanen, og at vi er godt på vej”, siger Jens Christian Andersen.

Bivenlig græsklipning

Der er omkring 288 registrerede bi-arter i Danmark med forskellige habitatområder, og Jens Christian Andersen regner med at se flere af dem ved de kommende registreringer.

”Ved indsamlingen i april var det køligt og blæsende, så jeg tror da, at vi kommer til at se endnu flere bier i sommerens registreringer”, siger han.

Målet nås blandt andet ved at klippe en del af græsset uden for fairwayen bivenligt – det vil sige ved at klippe sjældnere og forskudt – samt levne plads til både kvasbunker og vilde blomsterarter – den uorden, bier sætter pris på.

Du kan læse mere om bivenlige golfbaner på www.bivenlig.dk.

 

 

Del dette indlæg